Dag 32 (8.1.18)
Vi ankom i går aftes til en hytte på stranden lige ned til vandet og startede dagen med en tur i havet og derefter morgenmad på restauranten, som også ligger på stranden få meter fra vandkanten – lækkert:)

Dagene flyder lidt sammen. Vi bader, nyder vejret, spiser og bader igen. Det er ren hygge og afslapning.

Vores naboer er en rigtig sød familie fra Kbh. med to piger på drengenes alder. Drengene hygger, leger og spiller spil med pigerne (drengene har lært dem at spille Saboteur) og når aftenen nærmer sig, drikker vi cocktails, mens vi ser solen gå ned over havet (det er faktisk blevet en mere eller mindre fast tradition).


Dag 33 (9.1.18)
Endnu en dag med hygge og afslapning på stranden. Eskild blev desværre solskoldet i går og blev ret dårlig med feber, så han bader med t-shirt. Lige neden for vores hytte holder 3 massage-damer til og Eskild fik en Aloe-vera-treatment til sin solskoldede ryg mens Katrine fik en Full-body-massage – luksus:)

Under en badetur stødte vi på en ret stor søstjerne til stor begejstring for børnene, som straks viste den til personalet i restauranten. Er lidt i tvivl om de var mest begejstrede for søstjernen eller de søde lyshårede børn…;-)

Det er et rigtig dejligt sted vi bor – virkelig anbefalelsesværdigt. Som sagt ligger hytten vi bor i og restauranten på stranden ikke langt fra vandet. Maden er god og forholdsvis billig og personalet er smilende og imødekommende – og ret utjekkede. De mange drenge, der serverer i restauranten har sjældent styr på, hvem der har bestilt hvad, så de kommer gerne forbi bordet med forskellige retter for at spørge om det er vores bestilling. Deres engelsk er meget svingende og når vi skal betale har de ofte glemt flere af de ting, vi har købt – så vi selv må minde dem om det, men de er simpelthen så søde og venlige, så det er bare en de af charmen ved stedet.
Der kunne også godt strammes op andre steder. Omkring restauranten flyder det med bl.a. tomme ølkasser og når man skal spise, må man først finde sig en stol, der ikke er ved at knække sammen. På stranden kunne der også godt trænge til en oprydning og lige ved vores hytte er der fx en masse ødelagte liggestole, som bare er smidt i en bunke fordi de ikke virker længere.
Katrine og jeg snakker om, at vi skulle købe stedet og få sat lidt styr og system på tingene, få organiseret arbejdsgangen i restauranten og få ryddet op, malet og fikset hytterne og området omkring.
Hver aften stiller de et par borde op med friske fisk (så friske at de indimellem stadig bevæger sig), muslinger, blæksprutter mm. og en grill og så kan man bare pege på det, man gerne vil have grillet til aftensmad.

Dag 34 (10.1.18)
I dag gik vi en tur hen ad stranden og var ude at prøve ‘SUP’-boards (stand-up-paddling) og ‘bananen’ et par gange. Efterfølgende var mændende ude at prøve vandski – Thomas dog uden den store succes. Til gengæld havde de begge mega-ondt i kroppen dagen efter.

Det var desværre sidste aften sammen med familien fra Kbh. så efter den obligatoriske solnedgangs-cocktail og middag på stranden endte aftenen i masser af drinks, hygge og gode snakke til langt ud på natten – og ungerne midnats-badede.

-Drengene sammen med Nana og Liv + de søde tjenere fra restauranten
-Tulle, Lasse, Nana og Liv lige før afgang.
Dag 35 (11.1.18)
Vi tog afsked med vores naboer og tilbragte resten af dagen på stranden. Om aftenen tog vi ind til ‘night-market’ i byen – et klassisk aftenmarked med en masse turistgejl. Ud over de mange boder og butikker der sælger bl.a. tøj, perler, souvenirs, nødder og snacks er der en masse restauranter, hvor levende fisk og skaldyr står ude foran. Så kan man vælge, hvad man gerne vil spise. Ud over de mere almindelige fisk, hummere, blæksprutter, søpindsvin og kæmpe-krabber er der også fx slanger, skruptudser og dolk-haler – det virker næsten som om, restauranterne konkurrerer om, hvem der kan præsentere den mest mærkelige (og ulækre) spise. Vi havde dog spist hjemmefra, så vi modstod fristelsen.

Dag 33 (12.1.18)
I dag gik vi ind til byen og hyggede lidt rundt, spiste frokost ved et gadekøkken og kom bl.a. forbi en skole, hvor alle eleverne var i gang med dagens motion.

Vi gik forbi havnen med de mange fine grønmalede fiskerbåde og derefter ned til stranden for at bade og se solen gå ned.


Det var rigtig hyggeligt og fint, men vi var meget enige om, at vi er virkelig glade for det sted vi bor og ikke har noget behov for at bo tættere på byen eller på et af de store resorts.
Dag 34 (13.1.18)
Endnu en dag med sol, strand og vand:) Om aftenen tog vi igen på night market, hvor vi købte lidt gaver med hjem. Der var bl.a. små boder, hvor man kunne få skrevet sit navn – på et riskorn!

I dag ville vi spise derinde og Alfred havde på forhånd proklameret, at han skulle have dolkhale. Han fik selv lov at vælge én og bære den hen til grillen, hvor den blev lagt på. Vi smagte alle fire, men der var ingen af os, der havde behov for at bestille flere…

Dag 35 (14.1.18)
I dag har vi været i ‘VinPearl Waterworld og Amusement Park’. Meget fint men også lidt mærkeligt, idet der nærmest ikke var nogen mennesker i parken udover os. Men der var pænt og meget velholdt.

Der var et ‘vandland’ med nogle fede vandrutchebaner og en forlystelsespark – lidt som et stort byfest-tivoli. Forlystelsesparken var tæt på tom og der var kun ventetid ved aktiviteterne, fordi de indimellem ventede på, om der ikke var lidt flere mennesker, der ville med.

Eskild blev desværre dårlig og kastede op efter en karruseltur – øv:( Så kørte vi hjem med den gratis shuttle-bus og tog pizza take-away med hjem til hytten.)
Først nåede vi dog at opleve deres store afslutnings-musical-water-show – et vand- og lysshow til musik lige fra ‘Kalinka’ over ‘I Will Always Love You’ til Opera og den vietnamesiske nationalsang.

I morgen har vi bestilt en hel-dags snorkeltur til nogle af øerne omkring Phu Quoc.
Dag 36 (15.1.18)
Vi udskød snorkelturen til dagen efter, da Eskild stadig ikke var helt frisk og tog i stedet en slapper-dag herhjemme.

Dag 37 (16.1.18)
Snorkelturen var rigtig rigtig fed! Vi havde booket vores egen båd, så vi selv kunne bestemme, hvor længe vi ville være hvert sted og hvornår vi var klar til at sejle videre. Båd-føreren gav speedbåden fuld gas mellem de forskellige øer – til drengenes store begejstring.

Vi så fantastiske koralrev og masser af flotte, farvestrålende fisk, badede og spiste ris og friskfangede krabber til frokost på en lille øde strand, hvor der var en interimistisk restaurant.

Bagved var der ved at blive bygget en kæmpe restaurant/hotel, da store dele af øen var blevet opkøbt. Det samme gør sig gældende for Phu Quoc og de andre øer omkring, hvor der er gang i kæmpe byggerier overalt. Det er vist især russere og kinesere, der køber op i stor stil for at bygge kæmpe luksus resorts. Er glade for at vi er her nu!
Om aftenen hjalp drengene hinanden med at optage hver sin videohilsen til deres klasser derhjemme.
Dag 38 (17.1.18)
Endnu en hyggedag herhjemme, hvor vi fik læst, badet, spillet mm – og så solen gå ned over vandet…:)

Dag 39 (18.1.18)
I dag besøgte vi en peber-farm, som der ligger flere af på øen, da peber er en stor eksportvare på Phu Quoc.

Det var et rigtig hyggeligt sted med økologi og bæredygtighed som nøgleord. Vi var med en guide rundt og se farmen. Hun fortalte om processen og lærte os forskellen på sort, hvid og rød peber.

På farmen bryggede de også deres eget fadøl – 3 slags, en ‘golden’ en ‘dark’ og en ‘red’ (som var en blanding af de to andre). Bryggeriet var startet for 3 år siden af deres ‘brygmester’, som havde været i Tyskland for at lære det. De brugte ikke konserveringsmidler i deres øl, som derfor kun kunne holde sig 7-10 dage og skulle drikkes frisk. En rigtig god øl – måske den bedste fadøl Thomas har fået hidtil i Vietnam. I forbindelse med farmen var der en lille café, hvor vi spiste frokost.


Mens vi går rundt på farmen siger Alfred pludselig “Hov, der er et dyr” og det pusler ganske rigtig i nogle blade ved siden af stien, men det var ikke ét dyr – men to: Nemlig en slange, der havde sat tænderne i en KÆMPE tudse, som kæmpede for at overleve. Alle – både gæster og personale – stimlede sammen for at overvære ‘kampen’.

Efterfølgende kørte vores chauffør os til en lækker strand (Bai Vung Bau), som lå lidt afsides, hvor vi badede og nød solen.

Dag 40 (19.1.18)
I dag tog vi til Coconut Prison (i dag et museum), hvor man fængslede viet cong’er under krigen. Der blev de holdt fanget under kummerlige forhold og tortureret. Det var selvfølgelig barskt, men også spændende og fint formidlet. Drengene var meget interesserede og spurgte meget, både undervejs og bagefter.


Efter besøget i fængslet fik vi vores chauffør til at køre os til Sao Beach, som er Phu Quocs måske mest berømte strand. Lækker strand med fint, kridhvidt sand og palmer, der læner sig ud over vandet. Desværre var vejret ikke specielt godt og indbød ikke til at bade og ligge på stranden – til gengæld var der ikke ret mange mennesker. Vi spiste lidt frokost (ret godt) på Paradisio, tog lidt billeder og kørte hjem. Vi har planer om at tage dertil igen i morgen, hvis vejret er bedre.

Dag 41 (20.1.18)
Vi tog til Sao Beach efter en tidlig morgenmad (altså kl 9.30…:), da solen skinnede. Og det var rigtig fedt, at komme dertil i solskin, så vi rigtig kunne opleve det hvide sand og det turkisblå hav. Der blev taget flere af de obligatoriske gyngebilleder, hvor det hele bare ser fuldstændig bounty-ø-agtigt ud. Alt bliver jo lavet til en forretning, så det koster 20.000 dong at sidde på gyngen, hvilket vi dog slap for i dag (måske fordi vi havde betalt for at leje 2 strandstole).



Efter et par timer på Sao Beach tog vi til den lille fiskerby Ham Ninh, som mest er kendt for sin mole med flydende seafood-restauranter. Her så vi også søheste på menuen for første gang, det var dog ikke noget vi havde lyst til, så vi spiste stegte ris med krabbe istedet.

På vejen tilbage til vores hytte, stoppede vi ind ved et vandfald. Det viste sig, at der er bygget en form for park om omkring det, hvor der er en masse planter og plastic-dyr. Igen et virkelig mærkeligt sted, men et smukt vandfald, hvor drengene og Thomas nød at blive kølet ned.

Hjemme igen drak vi vores sidste solnedgangs-cocktails/mocktails og spiste vi vores sidste aftensmåltid på “vores” restaurant. Alfred og Thomas delte en “local fish”, som dækker alle de fisk, de ikke kender det engelske ord for.

I morgen bliver vi hentet kl 10.30 med bussen, som kører os til færgen, der sejler os til Ha Tien, hvor vi har et par dage. Hvor har det været fedt at være på Phu Quoc. Det har vi virkelig nydt! Perfekt kombination af afslapning og fede oplevelser…:)
(den søde pige på billedet, havde en lille kaffe-shop, hvor Katrine var forbi og købe kaffe – og oftest også en yoghurt med frugt – HVER dag)


Åhhhh, hvor ser det bare skønt, afslappende og fantastisk ud – altså lige bortset fra alle disse diverse dyr og “middagsmuligheder”. @Alfred, sejt gået med den der dolkhale Pas på Jer selv❤️. Kh Moster
Hvor ser det skønt ud! Vi planlægger en tur på 5 uger til SØ Asien i foråret 2919, hvor vi vil slutte af på Phu Quoc i 9 dage (rejser med to piger på 5 og 10 år). Men efter at have læst diverse indlæg på TripAdvisor omkring affald og kloakudføring direkte i havet, er vi blevet i tvivl. Så jeg vil meget gerne høre jer, om hvor slemt det er på Phu Quoc. Jeg har læst at der ikke er noget rensningsanlæg, så alle hoteller fører alt direkte ud i havet, så man ikke bør bade på strandene, og at det generelt er blevet virkelig ulækkert.
Vi har rejst meget – også i Asien, så jeg synes ikke vi normalt er sarte 🙂 Men især de anmeldelser der har været det sidste halve års tid er lidt foruroligende synes jeg. Men I har jo næsten lige været der. Hvad synes I? Og har I et sted I vil forslå at bo, hvis man gerne vil bo ved strand, men samtidig kunne gå ud i et par boder/butikker og restauranter om aftenen – men hvor det samtidig er roligt og lækkert? På forhånd tusind tak.
Hej Lise
UUUh, I kan godt glæde jer. Vi var ret vilde med Phu Quoc og oplevede ikke særlig meget affald der. -Ikke mere end i resten af Vietnam i hvert fald. Hørt dog noget om, at der kunne være mere affald på den ene side af øen end den anden, fordi der blev skyllet mere op der. Vi boede på østsiden på Long Beach og det var rigtig fint. Der ligger til tider en del skrald på stranden, men det skyldes mere manglende oprydning end affald fra havet.Vi boede på Viet Thanh Resort i en bungalow lige på stranden. Det er ret enkelt, men billigt. Man kan gå ind til byen og deres nightMarket på en halv times tid, men vi tog oftest bare en taxa derind. Håber I kan bruge noget af det vi har skrevet her på bloggen til jeres rejse og undskyld det sene svar, men var lige på sommerferie:)
De bedste ønsker om en fantastisk tur, jeg er helt misundelig!
Mvh Katrine