Ho Chi Minh City 2

Dag 48 (27.1.18)

Tilbage i Ho Chi Minh City og sikke en fest!!! Der var finale i AFC U23 Championship, Vietnam mod Uzbekistan. Vi så kampen på en café, som lå lige ud til Nguyen Hue Street, hvor der var samlet MANGE tusinde mennesker for at se kampen på en af de kæmpe storskærme, der var stillet op.

 

Det var vildt! HVER gang en vietnamesisk spiller modtog bolden, lykkedes med en dribling eller vandt en tackling på Uzbekistans banehalvdel blev der heppet, hujet og skreget så det næsten ikke var til at være der. På et tidspunkt var Katrine på toilet og troede Vietnam havde scoret, da der lød en gevaldig jublen, men det var bare Vietnams (rystende usikre) målmand, der boksede et forholdsvist ufarligt indlæg ud af boksen.

Uzbekistan havde tidligt i kampen bragt sig foran og da Vietnam udligner på direkte frispark går det bananas!!!

Ordinær tid ender 1-1, hvilket ligeledes bliver mødt af stor jubel, da dommeren fløjter af og kampen går i forlænget spilletid. Alle er ved at indstille sig på straffesparkskonkurrence men i det allersidste minut af den forlængede spilletid scorer Uzbekistan og vinder finalen. Vi kan næsten ikke tro det! Øv, hvor synd og frygtelig ærgerligt:(

Vi gik ud fra, at når nu kampen var tabt, ville de fleste af de mange fremmødte nok tage hjem – vi tog så meget fejl!!! Der var den vildeste fest hele aftenen og noget af natten, hvor samtlige scootere i HCMC kørte i en uendelig flok rundt i byen, med 2 til 6 passagerer på hver, der gik helt amok og vinkede og viftede med flag, dyttede, truttede i horn, slog på gryder og pander og råbte og hujede.

Der var en stemning uden lige og det var en fantastisk oplevelse. De havde virkelig VUNDET sølv. Drengene stod sammen med os på fortovet og hujede med og flagede med et stort vietnamesisk flag og de tusindvis af forbipasserende vinkede, dyttede og råbte og var tydeligvis glade for at vi fejrede ‘sejren’ sammen med dem.

 

I løbet af aftenen spiste vi på ‘Poke Saigon’ – et rigtig lækkert sted, hvor man får en stor skål og så vælger man selv hvilken type ris, salat, friske grøntsager, fisk, rejer eller tun, topping og sauce man gerne vil have – virkelig lækkert.

Der var gang i den i hele byen et godt stykke ud på natten. Vores hotel lå heldigvis tæt på centrum, så vi kunne feste med fra altanen.

Senere snakkede vi med nogle vietnamesere, som havde været med og de fortalte at det var første gang, de havde oplevet denne fællesskabsfølelse, hvor alle – høj som lav, rig som fattig – var fælles om at juble og være stolte over deres land. Det kan altså noget, det der fodbold…:)

Dag 49 (28.1.18)

Sov længe og gik derefter ned for at få sen morgenmad – lækre bagels på et lille sted, der bare hedder ‘Saigon Bagel’.

Derefter tog vi hen til Reunification Palace, der tidligere var hovedkvarter for den franske (og kortvarigt under 2. verdenskrig den japanske) kolonimagt.

Det fungerede som præsidentpalads (både arbejdsplads og bolig) for den sydvietnamesiske præsident Ngô Đình Diệm under Vietnamkrigen frem til han blev henrettet i 1963. Fra 1967 fungerede det som hjem og kontor for formanden for ‘the National Leadership Committee’, general Nguyễn Văn Thiệu og det var her Nordvietnam d. 30. april 1975 brød gennem porten med tanks og dermed endte krigen og genforenede (overtog) hele Vietnam under kommunistisk styre. Rigtig spændende at se.

  

Gik derefter rundt i byen – bl.a. gennem ‘backpacker-gaden’, hvor der var livemusik. Fik aftensmad og kom tilbage til hotellet ca kl. 21.00.

I morgen skal vi på scooter tur.

Dag 50 (29.1.18)

Har været på tur rundt i Ho Chi Minh City bag på scooter – fedt! Vi havde købt en tur hos XO Tours, som er et ‘all female motorbike tour company’ og sad bag på hver vores scooter. (Tror kun de bruger kvindelige førere fordi de ikke kører (lige) så vildt som mændene…

 

Derudover var der en guide med rundt som fortalte om Saigons historie og de ting vi så undervejs. Vi var rundt og de største seværdigheder fx The Central Post Office og The Notre Dame Cathedral:

 

På posthuset hilste vi på manden ovenfor, 89 år gammel. Han havde arbejdet der hele sit liv, og cykler stadigvæk på arbejde hver dag. Han er blevet en legende og en fast bestanddel af stedet.

(Chinatown), Thien Hau Pagoda og forskellige lokale markeder:

I Thien Hau Pagodaen var der en masse piger i udklædningstøj/festtøj/nationaldragter, som fik taget billeder af professionelle fotografer i anledning af Tet – det var ret sjovt at se:

Derudover så vi The Thich Quang Duc Memorial, som er et mindesmærke dedikeret til Thich Quang Duc, den buddhistiske munk, der i 1963 satte ild til sig selv i protest mod styret og hvordan buddhister (størstedelen af befolkningen) blev behandlet. 

 

Det var en virkelig spændende tur og en rigtig fed måde at komme rundt og se de vigtigste seværdigheder  – selvom det godt lige kan suge lidt i maven, når man ser hjelmen på sine to drenge forsvinde foran sig i Ho Chi Minh Citys myldretrafik bag på hver sin scooter.

 

Scooterpigerne der kørte os var rigtig søde og tydeligvis meget interesserede i at bruge deres engelsk, så mens de kørte os gennem byen snakkede, fortalte og spurgte de lystigt om alt muligt.

Om eftermiddagen tog vi ind til midtbyen og Katrine fik købt et SAPA-tæppe, som hun har ledt efter længe (lige siden SAPA). Derefter spiste vi sushi i Asiana Food Town (hvor vi også spiste sushi sidst vi var i Saigon), som er et underjordisk streetfood-marked. Asiana Food Town er placeret i forbindelse med Sense Market, et forholdsvis nyt indkøbscenter under September 23 Park i distrikt 1. Efterfølgende legede drengene i parken, hvor de brugte fitness-udstyret inden vi tog hjem til hotellet.

Vietnameserne anser det for pænt jo lysere hud man har og specielt kvinderne i HCMC er fuldstændig dækket til når de fx kører scooter  – med solbriller, hat, tørklæde og halsklæde foruden jakke, lange bukser og strømper – til trods for at temperaturen overstiger 35 grader.

Dag 51 (30.1.18)

Vi flyttede til et nyt hotel i distrikt 3. Personalet er meget søde og imødekommende , her er fint – og billigt. Hotellet ligger i en meget lille gyde bag den ret store vej Dinh Chau. Her er virkelig meget trafik i løbet af dagen, men det er heldigvis ikke noget problem for scooterne – de kører bare på fortorvet.

 

Om eftermiddagen tog vi til den cambodjanske ambassade for at få lavet visum. Vi udfyldte nogle papirer, afleverede vores pas, betalte og fik at vide, at vi kunne hente pas og visum 3 dage på fredag.

På vej til hotellet tidligere på dagen så Eskild en park med noget fitness udstyr, som han gerne ville hen til. Efter lidt søgen fandt vi den på vej fra ambassaden så han og Alfred kunne få ‘trænet’ lidt. I samme park mødte vi en mand, som underviser i fjer-fodbold. Han vise drengene nogle tricks og fortalte, at de spiller/træner hver dag i parken mellem 16 og 19, så vi kunne bare komme igen. Imens drengene spille sad vi på en bænk og nød livet i parken.

 

Der er generelt en del parker og grønne områder i byen og fælles for dem er det liv, som udfolder sig her sidst på eftermiddagen og om aftenen. De unge mødes for at hænge ud med venner/kæreste. Familier kommer med børnene, som leger på legepladsen og alle aldre kommer for at dyrke motion, alene eller i grupper. Der dyrkes fitness, Tai Chi, fjer-fodbold, badminton, danses, styrketrænes, løbes osv. Det er virkelig fantaststisk, og der er plads til alle.

Senere prøvede vi at finde en Banh Xeo (vietnamesisk pandekage-ret som vi er blevet ret glade for)-restaurant, men der lå nu en nudelsuppe-restaurant, hvor vi så spiste i stedet.

På vejen så vi også en ‘running Hot Pot’ (ligesom running sushi)-restaurant. På vejen hjem kunne vi lige nå forbi en kaffebar til en kop kaffe og et spil kort.

Dag 52 (31.1.18)

I dag tog vi på ‘War Remnant Museeum’ (krigsmindemuseet), hvor vi var forberedt på at noget af det kunne være meget voldsomt. Det var ganske rædselsfuldt at se de mange fotos, samtidig med at det selvfølgelig var meget spændende. Drengene var interesserede og optagede af historien og billederne og spurgte meget. Da vi kom til billederne af napalm-offrene valgte vi at stoppe og ikke se resten. Det accepterede begge drenge. De nåede lige at se de første billeder og kunne vist godt se, at det var bedst at lade være. Eskild blev lidt ked af det – påvirket af “det hele” – og ville gerne hjem, men vi snakkede om det og så på våben, fly, helikoptere og tanks efterfølgende og det var fint. De er begge meget optagede af Vietnams historie – selvfølgelig især krigen med USA – og spørger meget (både om historiske facts og men også om årsager og mere etiske spørgsmål). Det er fedt at de er så nysgerrige og videbegærlige, men nogle gange er det altså svære spørgsmål at besvare…

Efter museet gik vi lidt rundt i byen, drak kaffe, tog forbi ‘Tuyen Fashion Tailor’, hvor Thomas fik taget mål til et par skjorter og endte i parken, hvor drengene mødte fjer-fodbold-træneren igen og spillede en halv times tid med ham.

Efter parken spiste vi på Yoko Bar, hvor vi har spist tidligere og vidste at der i aften var livemusik. De har livemusik hver aften fra torsdag til søndag. Der var 2 bands på og særligt det 2. band var rigtig gode. Desuden laver de iflg. Katrine en mojito-to-kill-for.

 

Dag 53 (1.2.18)

I dag tog vi til Chinatown, som ligger i distrikt 3 og her kaldes Cholon. Vi gik derudaf men tog en taxa det sidste stykke, da der var langt (det vidste vi godt) og det var meget varmt (vi kom selvfølgelig først afsted ved 11-tiden, så vi lige ramte middagsheden – typisk os).

Ved selve markedet var der travlt og det var tydeligt, at det ikke var for turister. Der var totalt gang i den med scootere, mennesker, støv, larm, pakker og råben i de smalle gyder og mellem de mange handlende. Markedet her sælger typisk engros, altså større partier af varer. Det var hektisk og kaotisk og virkelig sjovt at opleve men for varmt for Katrine og Alfred.

Vi gik ind på en café og derefter videre af de små gyder og stræder ind mod distrikt 1. Vi kom bl.a. gennem en gade med stof (der er ofte hele gader (nogle gange flere gader i træk) med de samme varer), som vi så på scooter-turen. Katrine var meget imponeret. Kom også igennem en en meget smal gyde med pynt, perler, bånd, pailletter, blonder osv – alt muligt tilbehør til syning til INGEN penge. Katrine købte en del bånd og “kunne næsten ikke være i sig selv” af begejstring. I gyden kunne man også købe bånd med Nike, Fila, Puma, Adidas osv. som man kunne sy i tøjet for at lave kopi-varer (hvilket her er rigtig meget af).

Vi gik hjemad gennem nogle spændende og hyggelige gader i et ret fedt kvarter.

   

Efter lidt kiggen rundt i gaderne, et besøg i en pagode og indkøb af to dragehoveder tog vi tilbage til hotellet, hvor vi slappede af, mens drengene øvede ‘drage-dans’ til den meget omtalte ‘vietnameserfest’, vi skal have, når vi kommer hjem til DK.

   

Herefter gik vi ind til distrikt 1 for at spise på det streetfood-marked nær Benh Tranh market.

   

Efterfølgende lærte Thomas Eskild at spille backgammon på en café mens Katrine og Alfred var på ‘Benh Tanh night market’ for at købe gaver til Eskild, som fylder 11 i morgen – en hængekøje og en ‘røgelses-hånd’, som han har ønsket sig.

Da vi kom tilbage til hotellet gik Alfred og Katrine ud og købte nogle af de røde papir-ruller, som Eskild også ønsker sig.

Vi har snakket om, hvor glade vi er for, at vi valgte (eller blev nødt til) at vende tilbage til HCMC. Det er virkelig en fed by. Helt anderledes end Hanoi, men en spændende by, hvor vi godt kunne blive noget længere. Sådan havde vi det absolut ikke første gang, vi var her…

Dag 54 (2.2.18) Eskilds fødselsdag

Vi vækkede Eskild med sang og hjemmelavede flag, spiste morgenmad på hotellet og gjorde os klar til at besøge ‘Artinus’, som er et 3D museum.

Inden vi tog afsted klagede Eskild over hovedpine og var også meget varm. Han fik en Panodil og vi tog afsted. Museet var fint og vi fik taget en masse billeder. Desværre blev fødselaren mere og mere dårlig, så vi tog tilbage til hotellet omkring kl. 14.

    

Vi købte donuts med og spiste lidt kage inden Eskild faldt i søvn med feber.

Thomas hentede vores pas (nu med visum til Cambodia) på den cambodjanske ambassade, mens resten af familien blev tilbage på hotellet.

Efter Eskilds ønske havde vi bestilt bord på 4P, som efter sigende skulle lave verdens bedste (ja verdens bedste!) pizza. Da Eskild stadig var dårlig med feber på ca. 39,5 valgte vi at afbestille og i stedet vente til en anden dag. Alfred og Katrine hentede sushi på en restaurant i nærheden og vi så ‘Ice Age 3’ (som vi havde med på DVD) i sengen sammen alle fire, mens vi spiste lidt slik. Super-hyggeligt men lidt synd for Eskild, at han skulle have det så skidt på sin fødselsdag. Fik selvfølgelig også FaceTimet med farmor, mormor, morfar og moster.

Dag 55 (3.2.18)

I dag sov vi længe – mega længe. Til gengæld var Eskild nærmest frisk igen, da vi stod op. Vi ind til byen, hvor vi spiste sandwich på ‘Journeys Sandwich Café’ og drak kaffe. Herefter gik vi til skrædderen Tuyen, hvor Thomas har fået syet et par skjorter efter mål. De skulle lige kortes lidt af og vi gik i Saigon Zoo imens.

Vi var lidt spændte på hvordan besøget i zoo ville være, da anmeldelserne på TripAdvisor er meget svingende – så vi var forberedt på det værste i forhold til dyrenes ve og vel. Vi konstaterede dog, at det ikke var så slemt som frygtet. Ingen tvivl om at mange af dyrene kunne bruge mere plads, men det gælder vel de fleste zoo’s? Dyrene så generelt sunde og raske ud og haven var velholdt og hyggelig at gå rundt i. (Saigon Zoo og botanisk have er en af verdens ældste zoologiske haver.) Så alt i alt en fin oplevelse og en hyggelig eftermiddag.

  

Som vi har fortalt, er karaoke ret stort her. På vej hjem fra zoo kørte vi med en taxachauffør, som havde installeret et lille karaoke-anlæg i taxaen. Om det var for at kunne fordrive den megen ventetid med at synge lidt selv eller om han tilbød taxa-karaoke-ture vides ikke…

Efterfølgende hentede vi skjorterne, hvorefter vi spiste på det Streetfood-marked, hvor vi spiste for et par dage siden. Drengene er helt vilde med de hotdogs/chilli-cheese-dogs, man kan få her. Vi spiste Benh Xeo (en vietnamesisk pandekage-ret, hvor man ruller pandekage (med fx rejer eller kød) og grøntsager i et salatblad og dypper det i fishsauce.)

 

Derefter tog vi hjem til hotellet for at booke hotel i Phnom Penh. Vi søgte også efter strand-hytter i Cambodja og Thailand, men meget er booket og det virker lidt uoverskueligt…. (vi fik ikke booket noget)

Dag 56 (4.2.18)

I dag tog vi til Tien Siem Amusementpark, som ligger knap 20 km. fra HCMC. Det er en buddhistisk forlystelsespark, hvor diverse tivoli-forlystelser ligger side om side med buddhistiske templer og helligdomme – virkelig spøjst!

   

Men her er hyggeligt og ikke så mange mennesker. Alle tingene koster dog penge, også efter indgangen er betalt, så det bliver en lidt dyr dag. Dagens højdepunkt var helt afgjort at fodre krokodiller. Der er i parken et stort område fyldt med krokodiller (der er virkelig mange og de er virkelig store!!!) og man kan så få en ‘fiskestang’ med et stykke råt kød og så fodre krokodillerne med det.

  

Vi prøvede også ‘fiskemassage’ og sluttede eftermiddagen af i det tilhørende vandland, hvor drengene legede med en vietnamesisk dreng.

Da vi kom hjem tog vi ind og spiste pizza på 4P, hvor vi havde booket bord på ny. Virkelig lækre (og meget anderledes) pizzaer – selv desserterne er pizza. Måske er det verdens bedste pizzaer?

  

Det er Eskilds ‘fødselsdags-middag’ men samtidig også vores sidste aften i Vietnam, da vi rejser mod Cambodja i morgen. Det er virkelig helt sørgmodigt! Selvfølgelig bliver det spændende at komme til Cambodja, men lige nu synes vi bare, at Vietnam er det bedste sted at være. Vi føler os trygge og har det virkelig godt, vi har ok styr på, hvordan tingene fungerer og har haft så mange fantastiske oplevelser her. På sin vis virker Cambodja lige nu usikkert og lidt uoverskueligt for os – nok lidt som Vietnam gjorde for 2 mdr. siden, da vi sad i DK.

Vi kører med bus fra HCMC mod Phnom Penh i morgen kl. 12.30. Det skal nok blive fint…:)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *