Can Tho

Dag 45 (24.1.18)

Vi spiste morgenmad på Oasis Bar (i Ha Tien), hvor vi blev samlet op af vores chauffør. (Inden da havde Thomas reddet sig et scooterlift for at hæve penge). Nordmanden dukkede op som aftalt og vi kørte afsted. Undervejs kom han med en del trælse kommentarer henvendt til chaufføren og havde generelt en lidt ubehagelig attitude overfor ham. Han var venlig i forhold til os, men var ret fordomsfuld og fordømmende i sin omtale af alle andre – heriblandt vietnameserne. Han havde meget travlt med at fortælle, hvordan alle mennesker i Asien kun var interesseret i at snyde dig. Vi syntes begge, han var ret træls. Pludselig begyndte han at diskutere med chaufføren, hvilken vej han skulle køre (i hvilken retning Can Tho ligger). Vi bakkede chaufføren op og nordmanden endte med at stå af taxaen i en lille by. Chaufføren fik et par vrede, hånlige kommentarer og vi fik 200.000 dong for liftet og så gik han – der var ingen i bilen, der savnede ham. Vi tror, han havde misforstået, hvor vi skulle hen og da det gik op for ham, at han havde taget fejl, ville han ikke indrømme det.

Vi snakkede om det lidt paradoksale i, at det eneste menneske vi endnu har mødt i Vietnam, som vi har været utrygge ved, er en nordmand.

Nå, resten af køreturen forløb fint og vi ankom til vores hotel – Anh Dao Mekong Hotel – i Can Tho, som er den 5. største by i Vietnam med 1,5 mill. indbyggere. Fra øverste etage på vores hotel kan vi se ud over hele byen. Og her er hyggeligt! Vi fik med det samme en god fornemmelse af byen. Langs floden er der masser af restauranter, det obligatoriske nightmarket, streetfood osv. Om aftenen er der masser af lys, og en rigtig hyggelig stemning langs floden, hvor også de lokale går tur om aftenen. Vi gik lidt rundt og nød aftenstemningen. I morgen skal vi tidligt op og ud og besøge bl.a. floating market.

  

Dag 46 (25.1.18)

Vi blev hentet 5.30 af vores guide og sejlede ud til Cai Rang floating market, som er det største af sin slags. Her kommer de handlende sejlende langvejs fra for at sælge frugt og grønt. De har lange pinde stikkende op fra de store både, hvori de viser, hvad det er, de sælger. De lokale kommer så sejlende i små både for at købe kokosnødder , ananas, hvidløg, forskellige slags æbler osv.

        

Vores guide var en sød ung mand (Nàm), der arbejdede som engelsklærer om eftermiddagen og om aftenen. Han fortalte at en lærer i grundskolen tjener 3 mill. dong, svarende til 900 kr. om måneden – vi undlod at fortælle ham vores løn.

Efter Cai Rang sejlede vi ned langs floden, hvor vi kunne se, hvordan de lokale lever og bor – et noget andet liv end vores.

     

Det er også specielt at se, hvordan små skure flækket sammen af træ og blik (hvor der bor hele familier) ligger klods op ad store, dyre luksushoteller (til turister).

 

Vi fortsatte et stykke ned ad en af de mindre floder og stoppede ved et sted, hvor de laver risnudler, som vietnameserne spiser rigtig meget. Vi fik demonstreret, hvordan de fremstiller nudlerne og Eskild fik lov at prøve.

Vi fortsatte ned ad floden til en frugtplantage, hvor vi gik rundt og så plantagen, smagte lidt lokal frugt og stoppede i udkanten af nogle rismarker og snakkede med guiden om livet i Vietnam. Derefter sejlede vi lidt rundt mellem frugttræerne i små både. Herefter sejlede vi tilbage og sagde farvel til vores guide og vores seje bådfører. 

 

Efter turen tog vi en pause på hotellet (vi havde jo været ret tidligt oppe) og gik derefter ud i byen. Vi fulgte broen over floden til en anden del af byen og kom til et et mærkeligt, meget lokalt indendørs marked. De solgte alt muligt; sko, tøj, tasker, solbriller, knive osv. Og alle boder spillede høj musik og falbød deres varer i mikrofon – et meget særpræget lydinferno. De var åbentlyst ikke vant til turister (i hvert fald ikke vestlige) i det område og vi kunne mærke, hvordan de kiggede og snakkede (men ikke på en ubehagelig måde) Når vi stoppede op forsøgte nogle af mændene (mere eller mindre diskret) at stille sig op ad Thomas for at måle højde – og ville gerne have et billede.

Dag 47 (26.1.18)

Om formiddagen gik vi en tur, var inde og se to buddhistiske templer og endte i en hyggelig gade som førte os til små, smalle labyrintiske gader omkring en sø. Desværre havde vi ikke tid til den store udforskning, da vi skulle mødes med vores guide Susan kl. 12.30. Det er virkelig en hyggelig by bare at gå rundt i og vi kunne godt bruge længere tid her, end vi egentlig har planlagt.

Selvom turen til Cai Rang markedet, nudelfabrikken osv. var god, syntes vi ikke, vi havde set, alt det vi ville. Vi ville gerne sejle lidt mere ad de små floder i deltaet og opleve livet som det udspiller sig her. Derfor havde vi bestilt en privat tur med Susan, som bor i Can Tho, har studeret engelsk og turisme på universitetet og efterfølgende har startet sin egen lille virksomhed som privat turguide. Vi havde en virkelig fed dag med hende!

Vi krydsede den store flod og sejlede derefter ad små floder, hvor de lokale lever og bor langs vandet.

       

Vi kom til en lille landsby, hvor de laver planter (spirer), som de sejler videre til ‘farmers’, hvor planterne vokser sig store.

Vi gik i land og gik gennem den lille by langs floden, mens Susan fortalte. Undervejs blev vi mødt af smilende, venlige lokale og fik lov at få et lille indblik i livet, som det udspiller sig her.

   

Derefter så vi en lille lokal fabrik, hvor de lokale kommer for at få skilt skallen fra risene. Alt i riskornet bliver brugt. Skallerne brændes og asken bruges herefter som gødning og ris-støv og ødelagte ris bruges til fiskefoder.

Efterfølgende sejlede vi videre til Susans fødelandsby, hvor vi gik i land og besøgte det (meget) lokale marked og købte en masse lækker og eksotisk frugt. På markedet blev også solgt levende frøer (i bundter), hønsefødder, rotter og andre ‘lækkerier’.

Til slut besøgte vi et stort, imponerende buddhistisk tempel i en khmer-landsby – et kæmpestort og meget smukt sted, hvor der bor 8 munke, som får mad fra landsbyen (500 indbyggere). Munkene kommer ind til landsbyen hver dag med kurve, hvori de lokale lægger kød, frugt osv. som munkene lever af. På dage hvor det har regnet kommer munkene ikke. Efter regn er der mange insekter på vejene og stierne og de vil derfor komme til at træde på den og dermed slå for mange levende skabninger ihjel. De khmerske munke lever dog ikke så asketisk et munkeliv, som mange andre. De må bla. køre scooter og ryge cigaretter.

Der var bl.a. en kæmpe Buddha-statue og Susan fortalte, at Khmer-folket tror på at, hvis man rører Buddha og ønsker – så går ønsket i opfyldelse.

Herefter sejlede vi ad de små floder tilbage mod Can Tho, mens vi nød den frugt, vi købte på markedet.

   

En rigtig god og spændende tur, hvor vi oplevede lige præcis det ‘flod-liv’ vi havde efterspurgt. Undervejs på turen mødte vi ikke en eneste anden turist.

Her i Can Tho er der mange som har fået taget billeder med Thomas pga højde-forskellen. Det var særlig sjovt ved en ATM (hæveautomat), hvor mange mænd på skift kom hen og stod ved siden af ham for at måle højde. Det er ikke noget vi har oplevet andre steder. Også Susan, vores guide måtte lige have et ‘højde-billede’.

Om aftenen ud at spise og i morgen går turen mod HCMC. Vi har booket en tur med en lokal bus, der kører mod HCMC, hver time. Det tager ca. 3 1/2 time at nå dertil inkl. pause og så bliver vi endda samlet op på hotellet.

Men Can Tho er en virkelig dejlig by, hvor vi som sagt godt kunne have brugt længere tid, men vi vil gerne til HCMC og opleve AFC U23 finalen, som vi har fornemmelsen af godt kan skabe gang i den.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *