Dag 42 (21.1.18)

Vi tog speedfærgen fra Phu Quoc til Ha Tien på fastlandet. Inde i færgen spillede de tårnhøj vietnamesisk pop-/dancemusik, så vi gik ud på dækket. Overfarten tog en times tid.

Vel ankommet til Ha Tien blev vi samlet op af et par meget aggressive chauffører, der, inden de til sidst tog os med til hotellet, pressede meget på for at ville sælge os forskellige ture – bl.a. til Cambodia. Bilen var den ringeste og ældste vi har kørt med endnu. Da vi var kommet ind måtte chaufføren binde døren fast med ståltråd for at holde den lukket. Vi har vel ikke prøvet noget lignende siden vi havde Volvo’en (før der kom børn ind i billedet), hvor døren i passagersiden var lukket med sejlgarn og styrtøjet trak så meget til højre, at man konstant måtte dreje kontra (og hvor Leif inddrog nøglerne og ikke ville lade os få dem igen efter at han have kørt i den.)

Vi ankom til hotellet, som ikke var ret hyggeligt og hvor begge værelser var meget små og uden vindue. Der var meget lydt, så man kunne høre alt, hvad der foregik både i receptionen og på gangene på samtlige etager. Til gengæld var det virkelig billigt!

Ha Tien er en meget hyggelig, rolig – nærmest lidt søvnig – by. De er ikke vant til vestlige turister og byen bærer præg af, at de turister der kommer kun mellemlander kortvarigt inden de tager til Phu Quoc eller Cambodia. De taler ikke engelsk (overhovedet ikke!) i de fleste butikker og restauranter og når vi går rundt i byen og på det lille lokale marked, vækker vi helt klart opsigt – også pga drengenes (ALLE vietnamesere tror Eskild er en pige) lyse hår og Thomas’ højde. Generelt får drengene meget opmærksomhed og mange vietnameserne smiler til dem, griber dem i armen, roder dem i håret, vil have taget billede med dem og kalder dem ‘beautiful'(Eskild) og ‘handsome'(Alfred). De få turister i Ha Tien afspejler sig også i priserne og mad og tøj er meget billigt.

Byen er faktisk ret hyggelig og har en lang ‘promenade’ langs floden, hvor der om aftenen stilles op til fish- og  seafood restauranter (og selvfølgelig karaoke). Der ligger et stort fiske- og skaldyrsmarked lige ved siden af, som vi går forbi, hver gang vi skal fra hotellet ned i byen og det er som om hele byen lugter lidt af (sur) fisk. Bygningerne i midtbyen er i fransk kolonistil og meget farvestrålende.

     

Vi gik med det samme hen til Oasis Bar, som vi var blevet anbefalet på Tripadvisor. Baren har få men gode, billige retter som er veltillavede men stedets helt store plus er ejeren Andy, en englænder som er vietnamesisk gift og bosiddende her. Han er meget venlig og imødekommende og skaber en fantastisk hyggelig stemning omkring sig. Han er desuden meget hjælpsom i forhold til at arrangere ture, give gode råd eller (som i vores tilfælde) hjælpe med at arrangere transport videre fra Ha Tien. Det er også tydeligt, at alle vestlige turister i Ha Tien mødes på Oasis Bar. Vi endte med at spise stort set alle vores måltider her, da den førnævnte fiskelugt påvirkede appetitten negativt:)

Vi spiste sen frokost og hyggede og spillede kort (vi har lært drengene at spille røvhul). Derefter gik vi rundt i byen og på aftenmarked, hvor drengene købte fodboldtøj (knap 30 kr. pr. sæt) til stor morskab for vietnameserne i de omkringliggende boder – måske forde de synes det er sjovt at en pige (Eskild) køber fodboldtøj.

Dag 43 (22.1.18)

I dag hyggede vi bare lidt rundt i byen og var bl.a. inde i et lokalt tempel.

  

Da vi gik hjem langs vandet var der den frygtligste karaoke i gang. Ud over at manden sang piv-falsk så skruer vietnameserne generelt usandsynligt højt op for volumen, når de afspiller musik, TV eller synger karaoke – og det gør dem intet at anlægget tydeligvis ikke magter at spille så højt og derfor overstyrer så voldsomt, at det er umuligt at høre, hvad der bliver sunget. Det har vi oplevet overalt i Vietnam, men her var det ovenikøbet krydret med en ustemt el-guitar.

Dag 44 (23.1.18)

I dag startede vi dagen med at spise morgenmad på et meget lokalt sted (hvor ingenting stod på engelsk og personalet kun kunne vietnamesisk).

Senere besøgte vi Thanh Van Pagoden som ligger inde i en stor kalkstensgrotte (Thach Dong) med en masse flagermus og udsigt til Cambodia.

   

Derefter kørte vi til Ham Nui, stranden ved Ha Tien. Vi havde glædet os til en dukkert og planlagde at blive på stranden resten af dagen og også blive der og spise aftensmad selvom receptionisten på vores hotel tydeligvis undrede sig over, at vi havde tænkt os at blive der mere end max et par timers tid – og det forstod vi, da vi kom frem.

Det var simpelthen det mest underlige sted. Lang promenade med masser af liggestole, baderinge, parasoller og spisesteder med levende fisk og skaldyr i små akvarier. Men ingen (som i absolut ingen) mennesker bortset fra en lille gruppe på 5, der sang karaoke (tordnende højt, falsk og forvrænget, naturligvis) og enkelte kvinder, der solgte småtterier. Vi gik langs stranden og kom til et stort hotel med en kæmpe restaurant samt adskillige fine værelser, der alle stod klar til gæster med åben dør og nyredt seng – det hele fuldstændig tomt. Vi gik bare rundt uden at blive mødt af nogen. Vi tror måske de lokale bruger stranden i weekenden. Desuden kom der også en ordentlig skylle, så vi spillede lidt kort, mens vi ventede på opklaring.

Der var ingen taxaer til at tage os tilbage til byen og ingen af de få mennesker, der var der talte et ord engelsk. Til sidst lykkes det os at få nogle damer, der sad og syede i et hotel/lagerrum/systue/stue til at ringe til vores hotel, som sendte en taxa. (Vore receptionist havde heldigvis skrevet en seddel på vietnamesisk til os, som vi viste damerne.)

På vej hjem fra stranden  kørte vi forbi flere lokale restauranter og barer, hvor der var samlet en masse vietnamesere, som sad og så fodbold. Det viste sig at være Vietnam, der spillede mod Qatar og så snart vi kom tilbage til hotellet gik vi ned på en nærliggende restaurant og så resten af kampen + straffesparkkonkurrence, som Vietnam – til stor jubel for de lokale – vandt. Efterfølgende var spillerne helt overstadige af glæde og flere af dem græd. I live-studiet efter kampen sad ligeledes to af gæsterne og græd af glæde, så vi havde på fornemmelsen at det var ret stort for vietnameserne.

Vi fandt ud af, at de netop havde vundet semifinalen i AFC U-23 Asian Cup og skulle spille finale mod Uzbekistan lørdag – og det er altså kæmpestort for vietnameserne. De går meget op i fodbold men er bestemt ikke vandt til at se et landshold vinde og da slet ikke at opleve dem gå videre i en turnering – og nu at skulle spille finale. Vi blev enige om, at vi vil forsøge at arrangere det sådan, at vi er i Ho Chi Minh City på lørdag for at se kampen. Det skal nok blive festligt.

Om aftenen mødte vi på den restaurant, hvor vi spiste, en nordmand (Martin), som gerne ville køre med til Can Tho i den bil, vi har hyret med hjælp fra Andy. Martin er en ældre mand som har rejst meget i Asien og gerne fortæller mange  historier. Vi aftalte at mødes på Oasis Bar dagen efter for at køre sammen til Can Tho. Vi gik en tur gennem nightmarket og derefter i seng.

I morgen kører vi mod Can Tho