Sapa

Dag 11 (17.12.17)

Vi ankom tidligt til Cao Lau, hvor vi blev hentet af en chauffør, der kørte os (i frisk fart) til Sapa. Her fik vi et bad og noget morgenmad på hotellet, inden vi blev hentet af vores guide Bao.

Hun anbefalede os at leje gummistøvler på hotellet i stedet for vores sko (de sko vi ellers specielt havde købt for at have noget ordentligt fodtøj til trekking i Sapa). Det viste sig at være en god idé! Turen gik ned af stejle bjergskråninger i mudder og vand og der var virkelig glat. Undervejs fik vi følgeskab of to lokale kvinder som hjalp især Katrine og Alfred, hver gang det blev lidt stejlt eller særlig mudret.

Vores guide fortalte, at de lokale kvinder gå til markedet i Sapa tidligt om morgenen for at sælge frugt og grønt herefter følges de med turisterne og hjælper undervejs i håb om at kunne sælge nogle af deres håndsyede tasker, punge eller pudebetræk. Herefter går de hjem til deres egen landsby.

Noget af det første vi stødte på var vandbøfler, som kom gående på den smalle sti. Vi måtte ud til siden, de kan være ret store og bliver let forskrækkede, så man skal være lidt forsigtig omkring dem.

Trekkingturen førte os forbi en lille landsby, hvor vores guide viste os ind i et privat hjem. Her bor familien, som for flere århundreder siden i Danmark, i et hus stykket sammen af brædder og blikplader direkte på jorden. Til trods for de ekstremt primitive leveforhold har de tv, scootere og sandsynligvis mobiltelefon.

 

Vi fortsatte gennem landsbyen, hvor der netop var en begravelse i gang og videre til en anden landsby. Her havde de forsøgt at udnytte den stigende turisme i Vietnam med flere lidt primitive restauranter, caféer og homestays . Byen virkede derfor mere moderne og generelt lidt mere velhavende.

Derefter fortsatte vi i den fantastiske natur. Der var desværre ret tåget, så den storslåede udsigt fik vi desværre ikke helt lov at opleve, men der var fantastisk smukt alligevel. Undervejs lærte vores guide os at spise sukkerrør som en slags snack. Det smagte virkelig godt og lækkert:)

  

 

Vi spiste frokost på en lille restaurant i en af de landsbyer vi kom igennem. Frokosten indgik som en del af turen.

Da vi kom tilbage var vi alle fire smurt ind i mudder fra top til tå og glædede os virkelig til et varmt bad. Vi havde ikke regnet med at blive så beskidte og havde derfor ikke fået tøj nok med, så vi måtte trekke dagen efter i det samme tøj.

Efter aftensmad i en meget kold restaurant på hotellet var vi alle fire godt trætte og tilbragte resten af aftenen med at læse på værelset inden vi gik tidligt i seng.

Dag 12 (18.12.17)

Vi blev igen hentet på hotellet af vores guide og begav os afsted. Vi gik til den nærliggende lokale landsby Cat Cat, tæt på Sapa, som tiltrækker mange turister også mange fra Vietnam. Vores guide fortalte, at byen er så besøgt af turister, netop fordi den ligger så tæt på Sapa. Vietnamesiske turister gider ikke gå så langt (som vi fx gjorde dagen før) blot for at besøge en lokal landsby i Sapa-bjergene og så er det jo praktisk med én, der ligger tæt på. De er heller ikke interesserede i at  høre om kultur og leveskikke, kun i at tage smukke billeder.

Når man kommer ind i byen er der en masse butikker med meget flotte lokale dragter. Dem kan turisterne leje og så tage på rundt i byen og tage billeder af sig selv og hinanden. Det er iflg. vores guide meget populært – ikke overraskende især blandt bl.a. vietnamesiske og japanske turister og vi mødte også en del undervejs med lejede dragter og selfie-stænger. En del af byen bærer meget præg af at være en turistattraktion med mange boder, der sælger alt muligt turist-skrammel.

 

Efter at have været igennem turistområdet gik vi videre gennem resten af landsbyen og blev inviteret indenfor i det hus, hvor vores guide bor med sin mand og to børn. De har bygget huset selv og har gennem de sidste 5 år hentet træ i junglen, som ligger 6-7 km. fra byen. I nabohuset bor hendes svigerforældre, som de hidtil har boet sammen med.

Efterfølgende var vi ved et vandfald og nogle gamle møller, som tidligere blev brugt til at transportere vand til rismarkerne. Her var meget smukt og solen begyndte ovenikøbet at skinne!

    

 

Vi spiste igen frokost på en lokal restaurant hvor drengene fik kokosmælk direkte fra kokosnødden – noget de har snakket om gerne at ville smage allerede inden vi tog afsted

Efter frokosten gik vi lidt mere. Hyggeligt, dejligt og skønt:)

  

Efter at have taget afsked med guiden blev vi kørt til Cao Lau for at tage toget tilbage til Hanoi. Det har været virkelig skønne omend lidt koldere dage end forventet.

 

Lidt flere billeder fra Sapa af lokalbefolkningen, som vi stødte på undervejs.

   

(De to kvinder kommer fra en stamme, hvor tænderne males sorte. Måske kan man lige fornemme det på billedet…)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *