Siem Reap (Angkor Wat)

Dag 60 (8.2.18)

I dag kørte vi med bus til Siem Reap, hvor vi bl.a. skal se Angkor Wat. Igen kørte vi med Giant Ibis og igen var det en fin tur (6 timer incl. 3 pauser)

Vi havde booket 2 nætter på Kafu Hotel & Spa, men forlængede det straks til 4 ved ankomsten. Her er så fint, hyggeligt og skønt. Værelserne er fine, poolen ‘privat’ og velholdt, personalet venlige, hjælpsomme og imødekommende og beliggenheden god.

Vi brugte resten af eftermiddagen ved poolen og med at Katrine købte luse-shampoo og kæmmede drengenes hår. Om aftenen spiste vi på mexicansk restaurant.

Dag 61 (9.2.18)

Drengene legede ret godt på deres værelse, hvor de byggede huler.

Senere på dagen tog vi ind til byen og kiggede os lidt omkring. Her er hyggeligt (meget hyggeligere end Phnom Penh) men byen bærer også præg af, at her er mange turister.

Vi havde afsat dagen til netop at snuse lidt rundt i byen og fornemme, hvad det var, vi var kommet til. Katrine fik desuden en ‘herbal-massage’ på hotellet.

Vi ville vi ud at spise, men måtte desværre vende om på halvvejen, da Eskilds øjne gjorde meget ondt (sandsynligvis pga poolvandet). Alfred og Katrine købte i stedet libanesisk mad med hjem, som vi spiste på terrassen – hyggeligt.

I Vietnam oplevede vi, hvordan de formåede at pakke deres scootere med imponerende mængder. Her i Cambodia er der slet ikke så mange scootere som i Vietnam. Til gengæld forstår de at pakke deres tuk-tuk eller deres biler.

Dag 62 (10.2.18)

Så kom den store Angkor Wat dag. Vi havde på forhånd lavet en aftale med Bun(long), som skulle være vores tuk-tuk-chauffør for de næste to dage. Han hentede os kl. 9.00 på hotellet, hvorefter vi kørte hen og købte billetter (37$ pr. voksen) og videre til det store Angkor-tempelområde med over hundrede templer, hvor der for næsten 1000 år siden boede omkring en million mennesker. Det mest kendte tempel er selvfølgelig det enorme Angkor Wat, som er den største religiøse bygning i verden og selve tempelområdet måler over 5,5 kilometer i omkreds.Det er virkelig imponerende og vi brugte næsten 3 timer, hvor der blev taget i omegnen af 40.000 billeder af drengene placeret rundt omkring i det imponerende bygningsværk.

   

Begge drenge blev ‘velsignet’ af en munk og fik et armbånd bundet om håndleddet.

Der var selvfølgelig virkelig mange turister. Måske fordi vi nærmer os det kinesiske nytår (15. februar). Børn måtte ikke komme op i det øverste 3. niveau, så Thomas klatrede selv op.

 

Da vi kom ud fra selve Angkor Wat kørte vi videre til Bayon templet i centrum af den historiske by Angkor Thom. Templet har mere end 200 buddha-ansigter, der dækker templets mure og kupler mod de 4 verdenshjørner og er helt anderledes end Angkor Wat.

Efter en fin frokost kørte vi til flere templer og seværdigheder, bl.a Elephant Terrace.

Endelig besøgte vi Ta Prohm – også kaldet ’Tempel in the Jungle’, fordi det er så tilgroet, med træer der slynger sig ud og ind mellem stenene i de gamle bygninger. Det er også her en sekvens fra Tomb Raider filmen er indspillet, hvilket selvfølgelig ikke har gjort stedet mindre berømt.

Til sidst kørte vi til et tempel, hvor vi kunne sidde og se solen gå ned. Vi troede, vi skulle se solen gå ned bag templet,men ideen var at vi skulle kravle op på templet og derfra se solen gå ned. I øvrigt sammen med en del andre turister.

Efter en rigtig god og lang dag (hvor behovet for at se store gamle templer blev dækket) spiste vi om aftenen på en lokal restaurant med en buffet af råvarer, hvor man selv kogte/stegte sin mad (og lavede sin egen suppe) ved bordet.

Dag 63 (11.2.18)

Vi blev hentet af Bun kl. 10.00 for at køre til Tonle Sap søen som er en integreret del af Mekongflodssystemet og den største sø i Asien, for at se en flydende landsby og en landsby på pæle. Sommerens monsunregn får søen til at blive fire til seks gange større under regntiden end normalt.

Turen foregik i bil i stedet for tuk-tuk, da der var ca. 50 km. derhen.

Det var virkelig en oplevelse. Meget specielt at se husene på 4-5 meter høje pæle, der fra slutningen af august til oktober er dækket af vand, så man må transportere sig rundt i både – I dag kørte vi ad en tør og støvet grusvej, mens husene stod på pæle flere meter over os. Mange af indbyggerne lever af at fange små fisk, som de tørrer i solen.

    

Vi gik om bord i en båd og sejlede ud på søen. På vejen kom vi igennem en flydende landsby med bl.a. en flydende skole. Det er hovedsageligt vietnamesere, der bor her.

   

Tilbage på land, så vi en “kirkegård”, hvor nogle drenge-munke legede gemmeleg blandt stupaerne. Der er mange buddhistiske munke i Cambodja, og også en del (drenge)børn. For en meget fattig familie kan det være den eneste måde at give sit barn mad og en uddannelse på.

Efter nogle timer på søen kørte vi hjemad igen. På vejen stoppede vi ind og købte ‘sticky rice’, som er ris, kokosmælk og sorte bønner i bambusrør, som bages over gløder og sælges i vejkanten. Vi kørte tilbage til hotellet og tog afsked med vores chauffør.

Om aftenen var vi på nightmarket, hvor de har rigtig mange fine ting (ind imellem alt det sædvanlige ragelse) Vi gik ned ad Pub Street (backpacker-mekka) og inden vi tog hjem fik vi alle 4 smagt fugleedderkop og Eskild endte med at spise resten – hvilket vil sige næsten det hele. Man kunne også få bl.a. skorpion, slange, frø, kakerlak, larver mm.

 

Dag 64 (12.2.18)

Om formiddagen var Katrine på smykkekursus hos ‘Ammo Jewelery’, hvor de laver smykker af patroner og bruger traditionelle cambodjanske stempel-metode-teknikker. Hun lavede en halskæde til begge drengene samt et par øreringe.

Efter frokost flyttede vi hotel. Fra Kafu – til Kiri Resort og Spa. Igen havde vi én tuk-tuk til det hele, så der var læs på.

Hotellet er ok og stadig med pool.

Aftensmaden var indisk og mega lækker. Efterfølgende gik vi på nightmarket, hvor Eskild spiste slange. Alfred smagte også, men ville hellere have et vand-æble.

Dag 65 (13.2.18)

Eskild, Alfred og Katrine var på keramik-kusus, hvor de drejede på drejeskiver. Der var 2 lærere, som begge var døvstumme, men med fagter, ansigtsmimik og tegnsprog, gik det fint. De lavede 5 ting hver, dekorerede dem med mønstre og udvalgte herefter én hver til brænding, som vi kan hente i morgen. Alfred nåede kun at dekorere 1 1/2, da han jo er meget omhyggelig.

Senere mødtes vi alle 4 på en café inde i byen. Thomas havde haft en hård dag ved poolen med P6 Beat-podcast og Angkor Beer. Vi gik lidt rundt i byen indtil det blev aften.

Dag 66 (14.2.18)

I dag var Thomas og Eskild på vild tur i junglen omkring Angkor Wat med ‘Angkor Ziplines’. Gangboer og kæmpe svævebaner (op til 80 meter) i op til 32 meters højde henover junglen. Thomas startede med at skulle skrive under på, at turen var deres eget valg og ansvar og at firmaet derfor ikke kunne holdes ansvarlig ved invaliditet og død. Derefter gik turen ud i junglen og op i træerne. 9 deltagere og 2 meget dygtige og kompetente ‘rangers’, der havde stort fokus på sikkerheden, så man følte sig i trygge hænder.

Fed fed oplevelse, hvor Eskild fik rykket nogle grænser, men tog det i stiv arm.

Alfred og Katrine havde ikke lyst eller mod på at tage med og valgte i stedet at tage på smykkekursus ved ‘Backstreet Academy’. De kørte gennem et labyrintisk netværk af grusveje og nåede frem til det private hjem, hvor workshoppen skulle forgå. Det var kvinden i huset, der stod for workshoppen. Hun og hendes mand var begge ‘disabled’ og havde derfor startet en lille virksomhed op med kreative varer og workshops, for i Cambodia er der ikke ret gode muligheder for arbejde som handicappet. Det var rigtig hyggeligt. Hun havde aldrig hørt om Danmark og spurgte bl.a. om vi havde mange kænguruer. Da Katrine efterfølgende fortalte, at de danske grise er lyserøde og ikke sorte, syntes de virkelig, det var sjovt. Alfred lavede et armbånd til Maria, hans klasselærer.

Vi er begyndt at spille Splendor (diamantspillet) med drengene. Det synes de er sjovt.

I morgen tager vi videre til Sihanoukville med bus (over Phnom Penh – 11 timer i alt)

Da vi spiste aftensmad – pizza på Belmiro’s Pizza & Subs – kom Katrine pludselig i tanke om, at vi havde glemt at hente det keramik, hun og drengene lavede i går, så det må desværre blive stående til inspiration for andre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *